Claus kom nærmest lige fra fodterapeuten. Han lærte fra en ung alder, at ens fødders ve og vel er vigtig. Han har på sine ældre dage fået gammelmandsdiabetes, hvilket gør at han er meget omhyggelig med at passe på og pleje sine fødder, og han går derfor til en fodterapeut hver anden måned. Af samme årsag går han sjældent med sandaler og aldrig med bare fødder. I den forbindelse siger han:

’Ja, jeg gør det, at jeg selvfølgelig kontrollerer, at man ikke vader ned i et eller andet… og at ens fodtøj er i orden og sådan. Ja og passer og plejer fødderne lige så vel som at resten af kroppen skal plejes. Det skal bare være sådan.’

Claus fik allerede stor respekt for føddernes vigtighed, da han forstuvede en fod på en tur til Rhodos for ca. 20 år siden, hvor han skulle ud og danse på et diskotek men vred foden om på en kant på dansegulvet.

’Jeg forstuvede foden – og det var den første dag jeg var på ferien. Jeg lå og havde smerter hele natten dér og den var blå og rød og alt muligt mærkeligt… Så kom jeg på hospitalet næste morgen, og så fik jeg noget smertestillende, og så siger lægen: ’Du skal passe på, fordi du må ikke drikke noget spiritus med de piller dér’, men det var jeg ligeglad med. Jeg var ung og smart og ditten og datten, men der sker bare lige dét, at hoooold da op jeg blev svimmel, nærmest som man havde fået psychadelic piller. Jeg kunne jo ikke bevæge den skide fod hele ugen, men jeg havde nogle dejlige venner som hjalp mig, så jeg kunne humpe rundt og ikke fik ødelagt hele ferien…’

I 40 år har Claus haft sin daglige gang i Griffenfeldsgade.

Claus fortæller om sine mange år i gaden:

’Jeg flyttede ind da jeg var en ganske ung mand, og jeg har haft to forskellige andre lejligheder i Griffenfeldsgade, men der hvor jeg bor nu, flyttede jeg, til da jeg var i tyveårs alderen og så lærte jeg jo en masse sjove og gode kammerater at kende i gaden, og min mor og far havde også en kiosk hernede på et tidspunkt henne i nr. 22. Og så fik jeg jo dannet et socialt netværk hernede. Så det har jeg så gjort i 40 år ikke? Så det kan man jo ikke undvære nu… Så bliver man sådan en lille historisk sag…. ’

Dittes fødder er hendes forbindelse til sine kvindelige aner. Hun fortæller:

’Jeg synes jeg har pæne fødder, og det har noget gøre med at jeg mistede min mor for nogle år siden og min mormor... og vi har aldrig lignet hinanden, men vi har fuldstændig ens fødder... Så når jeg kigger på mine fødder, så ser jeg faktisk min mors fødder’

Hendes mormor sagde, at fødderne var det sidste der var pænt på hende, så Ditte regner med at det samme vil gælde for hende.

Hun er god ved sine fødder. En tradition hendes mor startede. Ditte siger:

’Jeg går faktisk meget op i mine fødder. Jeg går altid på bare tæer, hvis jeg kan... Jeg har haft rigtig mange dyre fine sko, men jeg bruger dem ikke. Jeg vil helst have bare tæer i klipklappere... eller noget ortopædisk - også om vinteren.... Da jeg var barn ønskede jeg mig altid spidse støvler til jul, men min mor insisterede på, at jeg skulle have Hallgreens ortopædiske. Jeg var ikke glad for det som barn, men til gengæld har jeg jo sunde fødder i dag...’

En hæl smadret i 14 stykker.

Ditte fortæller at hun for ca. 20 år siden knuste sin hæl og fik at vide, at hun måske aldrig ville kunne gå normalt igen. Hun siger:

’Jeg kørte ned af et gelænder, og så fik jeg overbalance, og faldt direkte ned på hælen og sprang den i 14 stykker. Jeg gik faktisk 1½ år på samme ben, og jeg fik at vide, at jeg muligvis aldrig ville komme til at gå, men det kan jeg jo sagtens!’.

Hendes hæl driller dog stadig og gør at hun ikke kan gå for længe af gangen hvilket hun er ærgerlig over for hun elsker at gå. Ditte er generelt glad for fødder og synes at ’de er enormt fine’. Hun kan faktisk enormt godt lide gamle menneskers fødder: ’jeg elsker det der med, når de ligesom har fået de der blodåre og de der pergamentagtige overhud, som et ældre menneske kan have…’

Det med at pæne fødder ligger til familien omfatter åbenbart ikke alle:

’Jeg tror vi alle sammen har mødt fødder, vi ikke kunne lide... men generelt har jeg ikke noget problem med fødder. Jeg driller for sjov min søn med, at han har enormt grimme fødder (griner)... og han er faktisk en enormt køn dreng, så jeg var nødt til at finde et eller andet på ham, og så fandt jeg hans fødder, som er virkelig grimme. Jeg har altid fortalt ham: ’Du får aldrig en kæreste på grund af dine grimme fødder’... men det har han altså allerede haft, så det gik alligevel (griner)’.

30 år i landsbyen

Ditte bor på hjørnet af Griffenfeldsgade. Hun har boet på Nørrebro gennem 30 år og siger: ’Det er min landsby... og jeres andres selvfølgelig. Jeg synes simpelthen, at jeg kan se hvilke folk der bor her. Man er så vant til ansigterne i gadebilledet, at man nærmest føler det er en landsby...’

Dorte er zoneterapeut. Hendes interview bar præg af et ønske om at bidrage med sin faglige viden om fødder. Om hendes egne fødder fortæller hun, at hun bruger dem meget til at gå og stå på til hverdag og i sit job. Hun siger:

’Jeg er glad for at jeg ikke har nogle grimme knyster, som jo sladrer om nogle ubalancer i kroppen, og så jeg er glad for, at jeg ikke har ondt i dem, og at de er gode at gå på...’

Fødderne er kroppens spejl

Dorte har meget mere at fortælle om fødder generelt, og hvad fødderne kan fortælle om personers tilstand og liv. Hun mener, at vi burde have fotograferet undersiden af vores fødder, da det særligt er dér man kan aflæse en masse om folks tilstand, f.eks. via hård hud. Hun fortæller, at hård hud ikke kun skyldes at de sko man går i måske strammer et sted, men nærmere skyldes ubalance i den zone, som den del af foden er forbundet med. Dorte forklarer, at når man samler fødderne spejler de hele kroppen.

Hun vil ikke gå så langt som at sige, at man ligefrem kan aflæse folks personlighed i fødderne, men hun mener dog at fødderne kan rumme mange informationer om folks liv. Hun siger:

’Altså det fortæller noget om en fod er nem og blød og bøjelig, eller hård og stiv. Og så er der er også formen på foden, som siger noget. Hvis du f.eks. er meget smal nede om hælen, kan det tyde på en barndom, hvor du var sådan lidt kuet eller undertrykt. Eller hvis du har en bred solid fod, så siger det noget om, at du har haft et godt fundament. Sådan nogle ting kan man kan studere nærmere... ’

Dorthe arbejder med andre folks fødder til hverdag, og hun fortæller at folk generelt er meget blufærdige om deres fødder, men at hun bare giver dem en gang med renseservietterne og så kører det. Hun fortæller: ’

Jeg har det godt med andres fødder. Jeg kan ikke lade være med at gribe fat i dem... Jo mere jeg ved, jo mere interessant er det jo at se på folks fødder... men selvfølgelig er der fødder, der er ulækre... Forstil dig en gammel mand med uplejede fødder, sålelæderhud og negle der er helt gule af ælde og betændelse og sådan noget der, det er ikke så lækkert øh... men øh... de kan jo også fortælle spændende historier...’

På vej til sønnens skole

Dorte passerer ofte Griffenfeldsgade da den er en del af ruten til hendes søns skole. Hun bruger også cafeerne og har selv boet på indre Nørrebro de sidste ni år.

Line arbejder på kontor og har to små børn, der tager meget af hendes tid, men hun forsøger alligevel at finde tid til at tage sig af sine fødder:

’Jeg har lavet en del yoga. Det gør jeg så ikke lige nu, men jeg har fået den der indsigt i, at man faktisk forsømmer sine fødder lidt for meget. Så jeg prøver at lave lidt yoga med dem… ’

Hun er glad for sine fødder, og for at de har en afrundet form og ingen tær der stikker ud. Det eneste hun har at udsætte på dem er noget hård hud hun forsøger at få tid til at tage sig af, når dagligdagen tillader det. Hun siger:

’Jeg har sådan en stålfil ude i badet og noget god fodcreme, men dét der med at få tid til at gøre det…. Det er noget andet. Hensigten er der og når der er to (børn) der sover og jeg har tid til at gå i bad, så får de lige en omgang (griner).

Line har det fint med andre folk fødder, men kender flere, der har det mere problematisk. Hun fortæller:

’Min kæreste for eksempel har et kompleks og min storebror er nærmest fuldstændig bange… også for sine egne fødder men især andres... Jeg har ikke noget…’

Flyttede ind hos kæresten.

Line har boet i Griffenfeldsgade i fire år og bruger gaden rigtig meget, særligt efter hun har fået børn. Hun siger: ’Min kæreste boede her og så flyttede jeg ind hos ham og så efter jeg fik barn fik jeg lavet mindre cirkler, så jeg bruger Griffenfeldsgade rigtig meget.’

Hun fortsætter med at forklare, hvordan hun synes, at gaden er blevet mere åben de sidste par år:

’Ja den er blevet mere og mere interessant. Altså den var meget sådan Afrika for nogle år siden, men den er åbnet lidt mere op på en meget fed måde… Men vi bruger Spidsroden og Parken ret meget. Den er ret fed den der legeplads, selvom den kan være lidt dodgy især om aftenen, så er den meget fin, fordi man kan kravle op og man kan hænge sig og sådan… ’

Lines ene barn Ashton fik også taget et fod-portræt.

Charlotte er glad for sine fødder og passer på dem, for hun har flere gange i sit liv oplevet, hvor hæmmende det er at have smerter i fødderne. Da hun var lille ville hun være balletdanser, men opgav drømmen for at passe på fødderne:

’ Jeg har danset ballet med dem. Da jeg var barn dansede jeg rigtig meget ballet og ville gerne arbejde med at danse med tåspidsskoene, men så begyndte man at få sådan lidt ødelagte tæer, og så stoppede jeg simpelthen med at danse tåspids, for jeg ville ikke ødelægge mine tæer...’

I dag bruger hun mest sine fødder til at gå og cykle med og er glad for at kunne bruge dem meget, da hun tidligere har haft problemer med fødderne: ’Der var en periode, hvor jeg ikke kunne gå på mine fødder, der fandt jeg ud af, hvor meget de betød for mig’.

Charlotte passer derfor på sine fødder ved blandt andet at gå meget med åbne og sko og sandaler, der har en særlig god og blød sål, og så bruger hun også tid på at pleje dem:

’Jeg bruger en del tid på mine fødder, for jeg sliber dem og jeg ordner negle. Det gjorde jeg slet ikke som ung, men desto ældre man bliver, desto mere skal der ordnes for at de ser okay ud’

Charlottes har et mere blandet forhold til andre folks fødder. I den forbindelse siger hun:

’Det er meget interessant, fordi det svinger. Nogens fødder er fuldstændig okay, andres fødder er jeg ved at kaste op over, så fødder er et meget ømtåleligt punkt for mig... Der kan godt være en fod med knyster og sådan noget, som ikke generer mig... så jeg ved ikke hvad det er, der gør det, men der er bare nogle fødder jeg slet ikke kan tage, og så kan jeg vel egentlig bedst lide rene fødder... Med børn er det ligegyldigt om de er snavsede. Jeg tror aldrig jeg har mødt en barnefod jeg ikke kunne lide, men ved voksne ja der svinger det meget...

Gæst i gaden gennem hele livet.

Charlotte har et langt forhold til Griffenfeldsgade og fortæller: ’Jeg har kendt Griffenfeldsgade hele mit liv og er kommet der fra jeg var barn af, nu bor min datter i gaden, så jeg kommer der jævnligt, og det er tit at vi besøger restauranterne...’

Malik syntes at det var sjovt at få taget et fodportræt han siger: ’Jeg går ikke og tænker på at fødder er noget specielt så... så det var lidt sjovt at... De kom i fokus dér...’

Til hverdag går og står Malik meget på sine fødder især på arbejdet, hvor han laver film og lyssætning til film. I den forbindelse står han meget længe ad gangen. Han er taknemmelig for at hans fødder gør hvad han vil have dem til og siger: ’Selvfølgelig klager de, men de er der bare hele tiden... ’

Maliks fødder har ikke altid været helt så føjelige. Han fortæller:

’Altså jeg har haft problemer med at være platfodet som dreng. Jeg var meget ked af, at jeg ikke kunne stå på skøjter, fordi der åbenbart var mangel på de muskler, der sidder på undersiden, det gjorde det sværere’

Malik har heldigvis kunne træne disse problemer væk med tiden og stod meget på skateboard, da han var ung, hvilket dog medførte en del andre skader. Han siger:

’Da jeg var yngre stod jeg meget på skateboard og der har jeg altså forstuvet mine ankler 12 gange... altså jeg føler jeg har misbrugt dem lidt... ’

Disse gener kan stadig drille ham, når han i dag spiller fodbold, hvor han har let ved at vride om.

Malik kan godt lide at gå i bare fødder og Birkenstock sandaler og nyder at pleje sine fødder. Han siger: ’Jeg klipper og vasker dem og gør dem rene, og det kan jeg faktisk rigtig godt lide. Det er sådan en ’zen-ting’.

Tidligere beboer, cross-fitter og hyppigt gæst:

Malik har tidligere boet i gaden og har også gået til cross-fit i gaden. Nu besøger han ofte gaden, blandt andet fordi han kender folk, der driver steder i gaden. Han savner træet i gaden.

Denne kvinde på 52 ønsker ikke sit navn offentliggjort. Hun synes det er et sjovt projekt, måske fordi hun har en mand, som også har deltaget anonymt, der ikke kan fordrage fødder. Bortset lige fra hendes. Hun er glad for sine fødder, særligt dét at de er små. Hun bruger tid på at pleje dem, for det er vigtigt, når man har en mand med et problematisk forhold til fødder ’-Så skal de være i orden!’ smiler hun.

Hendes fødder spiller også en vigtig rolle i hendes dagligdag som dekoratør, hvor hun bruger mange timer med at stå og gå. Blandt andet går hun rigtig meget og står på stiger. Hun siger: ’De gør lidt ondt en gang imellem, men det er jo slid...’

Hun går videre til at fortælle om et uheld hun engang havde:

’Jeg har fået en palle ned over mig på et tidspunkt. Der kom for meget læs på med noget træ, der var lagt på en palle og så væltede den... Ned på min ene fod. Så der er et ar, og det er lige før jeg tror, at det er med på billedet.’

Kvinden har boet i Griffenfeldsgade i fem år sammen med sin mand og tilføjer at hun er ’mega glad for at bo her’.

Denne mand på 56 år ønsker ikke at deltage med navn. Hans forhold til fødder er generelt ’Ikke så godt’ og uddyber, at han meget sjældent finder at fødder er pæne. Han forklarer: ’Det er noget med at, hvis folk ikke plejer eller passer deres fødder, er det lidt ligesom at gå i et par upudsede sko.’

Da han bliver spurgt om det er alles fødder han ikke bryder sig om, svarer han: ’Nej, ikke min kones for eksempel… Det er også derfor vi er gift...’

Han syntes selv at det var en anelse grænseoverskridende at få taget et fod-portræt og uddyber:

’Ja, altså man kommer fra en hel dag på arbejde, og tager sokkerne af og man har man måske sokkeuld mellem tæerne… Sådan nogle ting er liiidt... men ellers er jeg ikke på den måde flov over dem’.

Manden passer sine fødder og både klipper og filer neglene, hvis der er brug for det.

Han arbejder i administration og sidder og står derfor mest på sit arbejde. Han er tilfreds med sine egne fødder og siger: ’Jeg er glad for at de fungerer godt. Jeg har aldrig problemer med mine fødder’ Men tilføjer dog: ’Jeg har fået ødelagt neglene af at spille fodbold i mange år, men det sker jo, det er ikke noget, der generer mig vildt sådan’. Udover neglenes spor fra fodbold nævner han, at han har små er på sine ankler fra sit arbejde.

5 år i nr. 3

Manden har boet i Griffenfeldsgade nr. 3 i fem år sammen med sin kone, som også er blevet interviewet.

Morten har ikke så meget at berettet om sine fødder. Han siger, at han som de fleste andre bruger dem til at gå på og at han går meget. Derudover dyrker han karate hvilket han mener godt kunne have sat et par spor på hans fødder.

Da han bliver spurgt om der er noget han er glad for ved sine fødder svarer han:

’Ja jeg har ikke så meget, de volder mig ikke nogen problemer, det er egentlig bare det...’ og forsætter: ’de har i hvert fald tjent mig... du kan godt høre jeg har ikke det store forhold til dem. ’

Han svare nøgternt ’Jeg sætter pris på de har dem...’ da han udspørges om hans forhold til andre folks fødder.

Gæst på Ma’ed

Morten kategoriserer sig selv som gæst på Ma’ed -en restaurant han godt kan lide at besøge. Han siger at han i det hele taget godt kan lide gaden og flere steder på gaden blandt andet Depanneur.

Anna er ikke meget til fødder. Hun siger

’Ja altså, det er ikke det bedste sted på kroppen overhovedet... Jeg synes faktisk det er det grimmeste sted på kroppen... Nej jeg ved ikke om jeg synes de er grimme, jeg synes bare ikke... jeg synes ikke det er det pæneste på kroppen... Nej jeg er egentlig ikke så vild med fødder... ’

Hun er rimelig tilfreds min sine egne fødder, som hun til hverdag ikke slider så meget på, da hun mest sidder stille på arbejdet. Hun forsøger dog at få løbet en gang i mellem og hæve sit skrivebord, så hun kan stå mere. Hun går tit med sandaler, men sjældent på bare fødder. Hun er nogle gange snublet fordi hendes ankler ikke er sådan så stærke.

Anna bruger ikke tid på at pleje sine fødder, men lægger fra tid til anden neglelak på. Hun er ikke helt tilfreds med sine tånegle: ’Jeg har sådan nogle lidt underlige negle... synes jeg altså... mine lilletånegle er meget små’

Bortset fra det er hun tilfreds med størrelsen og siger: ’Jeg synes de har en god størrelse, altså jeg bruger 36, det er sådan meget... det kan jeg godt lide... ja...’

Besøger kæresten i gaden.

Anna kommer meget i gaden for at besøge sin kæreste som bor i nr. 11A. Hun siger: ’Altså, jeg er egentlig kommet her meget altid, fordi jeg kan godt lide Nørrebro, men jeg er kommet her rigtig meget inden for de sidste år... ’

Anders er glad for sine fødder. Han synes de passer til ham da de er ’gennemsnitlige: størrelse 43’ og siger: ’Mine tær er pæne… De har ikke den der åndsvage nr. 2 tå der er længere end storetåen. Der er en fin linje dér.’

Tit hverdag bruger Anders mest sine fødder til at stå og gå, da han delvist arbejder på et laboratorie, men han sidder også en del på kontor. Han bruger aldrig sandaler, men kan godt lide at gå barfodet derhjemme. Han siger, at hans fødder generelt bare er ’stand up’, men nævner dog visse ting ved dem der gennem årene har været generende:

’Det dårlige ved dem er, at den højre fod er et halvt nr. større, så når jeg køber sko er der tit at det lige er sådan lidt…. Og så er jeg blevet opereret i den højre storetå for en nedgroet tånegl... det var lidt irriterende i en periode på ca. to uger’

Han forsætter fortæller også:

’Altså to gange er min venstre storetå blevet sådan ret ødelagt af fodbold, så nu har den mindre føling, så man kan sådan sidde og prikke med en nål den uden at jeg kan mærke det’

Anders har det stort set ret afslappet med andres fødder. Han siger:

’De er fine, jeg synes ikke de er ulækre. Det er underligt når den dér ene tå er længere end den anden...’

Kommet i gaden siden Gymnasiet

Anders er kommet i Griffenfeldsgade siden han gik i gymnasiet, hvor de tog til rød 1. maj med SUF. Sidste år fik han mulighed for at flytte ind i nr. elleve og synes at det er ’sindssygt fedt’ at bo i gaden. Han synes det er meget sjovt hvor meget gaden har ændret sig de sidste 10-20 år med alle de moderne caféer som Auto og Fætter Fætter. Han synes at folk skal stoppe med at brokke sig så meget over gentrificeringen og forstå, at det er naturligt for byer at udvikle sig. Han er dog meget glad for, at der stadig er noget af ’det normale’ tilbage og fortæller, at han selv bliver klippet hos Waels Salon, bruger skrædderen ved siden af og meget tit spiser hos Zeit og Zaatar. Det er butikker som disse, der gør dagen sjov slutter han af med at fortælle.

Kvinden er kristen og at få taget sit fodportræt vækker flere religiøse associationer hos hende. For hende er fødderne en del af en privatsfære. Hun siger:

’Jeg kan godt have det lidt svært øh både at vise mine egne fødder og også røre ved andres fødder, det er ligesom det er et beskidt område, altså dine fødder kommer i kontakt med jorden... De kan blive sure og sådan… fødder er noget man pakker ind og skjuler. Vi hilser jo ikke med fødderne, normalt giver vi hånd til hinanden eller... men fødderne er lige som en anden atmosfære...’

Og så er der den ene dag om året, hvor hun i kirken skal lade præsten vaske sine fødder, og det kan godt være lidt grænseoverskridende. Hun siger:

’Man overgiver noget af sin privatsfære til en anden altså... Der står i biblen, at Jesus ville have vi skulle gøre det ved andre... Det der med at røre ved nogens fødder, så overskrider man lige som en grænse... altså både den der skal røre ved fødderne og at man skal røre ved et beskidt område, og også den der får det gjort’

Selve den stilling fødder mødes i til fod-portrættet overraskede hende, da hun troede de bare skulle fotograferes fra oven, men krydsstillingen minder om at bede, og hun synes det er meget smukt.

Hun bruger til dagligt mest sine fødder til at cykle og går med bare fødder derhjemme.

Hun er glad for, at hun har dem helt basalt og så for at de er energi eller klima-venlige at bruge i forhold til andre typer af transport. Derimod er hun ikke så glad for, at de så hurtigt taber varmeenergi, og at man altid skal pakke dem så meget ind for ikke at fryse. Karins klareste minde om sine fødder er et barndomsminde fra hendes bedsteforældres gård i Jylland, hvor hun legede på et gedehus og hoppede ned og forstuvede anklen. Det står klart for hende som smertefuldt og ret besværligt at komme sig over.

Karin har boet i gaden i 12 år og er glad for at bo der.

Katrines forhold til sine egne fødder synes på flere planer at være knyttet til hendes far. Hun siger:

‘Hvis man tager min fars str. 45 og stiller ved siden af mine, så er de mere eller mindre identiske (griner)… De er bare knoglede og hvad skal man sige… De er ikke umiddelbart min bedste feature’

Katrines klareste minde om hendes fødder er også forbundet med faren og en måske lidt dristig leg:

’Jeg har et stort ar på min storetå fordi min far skulle lære mig en leg hvor man står overfor hinanden med spredte ben, og så skal man kaste en dolk (griner). Så skal man sætte foden hen til dolken og hive den op og så kaste den… Sådan en spejderleg. Og så satte jeg foden hen til dolken og hev den lige op ad min storetå… Min far blegnede og dér tror jeg, at han fandt ud af, at jeg var liiiidt for lille til den leg (griner). Der var stort påstyr over at han lærte mig knivleg, da jeg var ti år, men det er et meget sjovt minde.’

Katrine siger at hun altid har haft et dårligt forhold til sine fødder, som dog er blevet bedre med årene:

’Da jeg dyrkede sport gjorde de ondt, og jeg har altid været sådan lidt sur på dem faktisk, men med årene er jeg begyndt at se dem i et andet lys, så synes jeg, at det er godt at jeg har sådan nogen gode fødder der kan bære rundt på mig… Men det har ikke altid været sådan. Jeg har altid været sådan lidt flov over dem. Og min forfod er sunket, så det er det eneste jeg er lidt ked af nu.’

I dag bruger Katrine mest sine fødder til at gå og cykle. På hendes arbejde går hun rigtig meget. Hun har ikke noget problem med andre folks fødder og siger ’Jeg har altid haft det sværere med mine egne end med andres.’

Kærligheden fødtes på Griffenfeldsgade:

Katrine fortæller, at hun mødte sin mand Bolong, da hun boede i Griffenfeldsgade i bofællesskab med nogle gode veninder, og at hun har mange gode minder fra gaden. Så siger hun henvendt til Bolong ’Du flyttede mere eller mindre ind på mit lille værelse, som var ikke så stort med alle dine tasker (griner)’. Siden har de boet både i Ghana og nu på Amager, hvor de sammen har fået Fune og Eddie.

Eddie kan godt lide at løbe med sine fødder og spille fodbold.

Bolongs fødder har reddet hans liv flere gange. Han har taget vejen fra Gambia til Europe til lands og til vands. Det var en farlig færd, og på denne tur, hvor hans fødder flere gange spillede en vigtig rolle. Han rejste primært med biler og busser først fra Niger til Algeriet, men fra på vejen fra Algeriet til Libyen endte han med at vandre igennem Sahara i to døgn, da planen gik i vasken. En chauffør skulle have kørt ham og hans følgesvende helt til Libyen, men chaufføren brød aftalen.

Bolong siger: ‘Han dumpede os af midt i ørkenen langt fra Algeriet, uden mad og drikke og uden idé om, hvilken vej de skulle gå.’

Bolong fortæller at de endte med at gå næsten uafbrudt i to dage og to nætter og kun overlevede pga. at de kom forbi to vandhuller på vejen, hvor de kunne drikke og samle lidt vand til den videre færd, side om side med ørkenens dyr. På et tidpunkt stødte de endda på en bjergløve. Det var et landskab af ørken og bjerge, og de blev på et tidspunkt overfaldet af en røverbande, der tog alt hvad de ejede, bortset fra nogle penge som Bolongs ven havde gemt godt på sig.

Han fortæller:

‘Vi gik uden at vide om vi gik i den rigtige retning og de som eneste vi havde at gå efter var nogle sten som andre folk tidligere havde stablet, som en form for spor. Fødderne blev hævede af at gå så meget i det varme sand. Men vi måtte jo forsætte. Det var et spørgsmål om liv eller død.’

Bolong fortæller om det klaustrofobiske og altomsluttende mørke de bevægede sig i om natten samt håbløsheden ved ikke at vide, hvor de var og hvor langt de havde igen. Efter to dage og to nætters vandring var han ved at miste håbet og var sikker på han var døden nær, da han er begyndt at kaste op og føler sig meget svag. Men henimod morgenen så Bolong et lille mikroskopisk lys i det fjerne, og han øjnede håbet og sørgede for at opmuntre de ca. syv personer han fulgtes med. De startede med at være omkring fyrre.

Da de endelig kom frem til landsbyen, mødte de først en lille grønsagsmark, hvor de beslutter sig for at hvile inden de prøver at skabe kontakt til folk og købe te og mad. De passer på ikke at blive opdaget af de forkerte. De ved aldrig hvem de kan stole på, da de er jo ikke krydset grænsen helt legalt. Bolong kollapser af udmattelse i marken og kaster op og kaster op og ligger og kramper i benene.

Bolong fortæller:

‘Der kom en mand og vi var meget nervøse for at han vil os ondt, så jeg skynder sig at få min ven til at give ham penge og beder ham om hjælp til at få fat i te og ris. Manden hjælper os til en garage, hvor vi får te.’

I landsbyen er der andre vest-afrikanere, som hjælper hinanden mod betaling. Bolong bor i landsbyen, og tager hver dag til en større by for at arbejde og samle penge til sin videre færd mod Europa. På vej tilbage en dag bliver ham og hans ven taget af militæret, og de ender med at være fanger i en militær lejr i en uge, hvor de arbejder som slaver og bliver tæsket hver dag. Soldaterne tager alle deres ting og personlige papirer. Siden overflyttes de til et fængsel. Det lykkes Bolong at undslippe fængslet vel vidende, at hvis han blev fanget igen, ville det koste ham livet. Han bliver nødt til at kravle væk, for ikke at blive opdaget i ørkenens flade terræn.

Han klarer den tilbage til landsbyen og forbliver skjult i her en tid for at arbejde og spare sammen til turen til Tripoli. Han ender dog med at tage sammen med en sympatisk arabisk chauffør, og med hjælp fra en ven til hans far, der bor i Tripoli, og økonomisk hjælp fra en ven i Spanien får de mulighed for at komme videre. Han fortæller dog at de konstant skulle være på vagt, fordi de fleste ikke er til at stole på. ’Alle vil have noget ud af dig, og mange er klar til at tage alt fra dig, hvis du ikke passer på.’

I Tripoli er han heldig at arbejde som murer for et ordentligt firma og kan dermed spare sammen til bådturen til Italien. Denne tur er heller ikke ufarlig og deres båd er ved at kæntre da de nærmer sig Italiens kyst. Heldigvis kommer der Italienske både og redder dem i land i Lampedusa. Bolong får arbejde i Italien og drager siden videre til Danmark, hvor han søger asyl. Han bor på asylcenter, da han gennem Trambolinhuset kommer på Roskilde festival. Her møder han Katrine som bor i Griffenfeldsgade i et kollektiv. Han flytter delvist ind hos hende og de bliver meget forelskede og gifter sig og får Fune og Eddie. De bor nu på Amagerbro.

Bolong er også glad for sine fødder af andre grunde. Han siger:

’De er ikke svære at finde sko til. De passer ind i alle mulige sko og sandaler.’

Bolong husker at han i hans barndom i Gambia ofte gik på bare fødder han fortæller:

’Da jeg var et lille barn i Afrika, så gik jeg meget barfodet, fordi mine forældre blev trætte at købe sko. Fordi hver gang jeg gik rundt med mine sko, så legede jeg pludselig noget og jeg legede og legede og legede og så glemte jeg dem. Så hver dag kom jeg hjem uden sko, og så sagde de: ’Vi kan ikke købe flere sko til dig’

Han også nogle spor fra at cykle med bare fødder i barndommen: ’Jeg har ar imellem min storetå og langetå. Jeg cyklede på en cykel, hvis pedaler var meget tæt på jorden og så ramte min fod en sten. Det endte med at min negl faldt af.’

I dag bruger Bolong mest sine fødder til at cykle rundt på både almindelig cykel og ladcykel med sine børn.

Bolong syntes at det var sjovt og lidt mærkeligt at få taget et fod-portræt:

’Jeg vil bare sige, at det var første gang i hele mit liv at man har taget billeder af mine fødder (griner). Hvis jeg har taget billeder af mine fødder så har det været sammen med Katrine’.

Hun uddyber at de på ferier har taget fod-selfies sammen på stranden.

Folkets park er hyggelig

Bolong lærte sin kone Katrine at kende, mens hun boede i Griffenfeldsgade 28 fra 6 år siden. Han boede der også i en kortere periode. I dag kan han godt lide at komme som gæst i gaden, og synes, at særligt Folkets Park er et dejligt sted, for der er altid folk.

Annelise synes at man bør anerkende fødders vigtighed mere, og at folk bør tage sig bedre af deres fødder. Hun siger:

’Jeg synes det er godt, at man går over til fødderne...Fordi ellers er det altid bryster eller øjne eller sådan noget... fødderne er jo dem der bærer én... ’

Hun er selv glad for sine fødder, som har båret hende vidt. Hun siger: ’Jeg synes de er pæne og jeg har aldrig nogle problemer med dem... Jeg har rejst meget, og der har jeg brugt mine fødder... De har været rundt i hele verden, nærmest’.

Annelise plejer ikke sine fødder meget mere end de fleste. Hun vasker dem og klipper negle og putter lidt creme på en gang i mellem. Men hun går meget op i godt fodtøj og går med sandaler hele sommerhalvåret, indtil det bliver for koldt. Hun fortæller:

’Jeg har altid brugt penge på at have nogle ordentlige sko og sandaler og støvler... Jeg synes det betaler sig... Jeg har altid gået i fodformede sko. Jeg har også gået i stiletter, men det er mange år siden... Jeg ser også, hvordan kvinderne de vakler rundt, i stedet for at de går og har kontakt med undergrunden... Ja det er vigtigt, at du har en ordentlig grounding, ikke...’

Hun mener, at der er et generelt problem med at folk ikke passer ordentligt på deres fødder, og at der derfor er mange, der har dårlige fødder. Hun advarer:

’Det er jo nok fordi de altid er blevet presset ned i nogle sko, lige fra de er helt små, og jeg kan også se børnene har jo sko på inden de overhovedet kan se fødderne... ikke... og der synes jeg ikke de voksne er opmærksomme nok på, hvor vigtigt det er... og genbrug af sko, det er jo noget af det værste man kan gøre... Du skal jo have dine egne, som du selv går til’

Hun har besluttet at hun er tryg i Griffenfeldsgade

Annelise flyttede tilbage til København i 2009 efter 30 år i Vestjylland. Hun fortæller:

’Lige da jeg flyttede over, var der alle de der skyderier og jeg tænkte: ’Nå, men hvis du kan klare det, så kan du altid klare at bo her’ og så valgte jeg, at det generede mig... Og så fortalte drengene: ’du bliver aldrig skudt... fordi vi passer på dig’. De ved alt hvad jeg laver, og det er fint nok for mig...’

Hun er glad for at bo i gaden og siger: ’Der er mange mennesker og mangfoldigheden, ikke... og så kan man også få lov til at passe sig selv, hvis det er det man vil…’

Kvinden, som blev interviewet sammen med sine to børn, har været udsat for lidt af hvert med sine tæer. Hun fortæller at hun engang har brækket sin tå og viser, at man stadig kan se at den er skæv. Så fortæller hun:

’Jeg har lidt fesne tæer på denne her fod fordi jeg lige blevet opereret for en diskusprolaps fordi mine tæer blev lamme, så de er lidt mærkelige... Det er mærkeligt. Men nu virker de næsten igen.’

Hun fortæller, at hun går på sine fødder og at hun godt lide at danse på dem. Hun er glad for at hendes fødder er fleksible, og hun opfordrer stolt sin datter til at vise nogle forskellige tricks hun kan med sine fødder.

Om sit forhold til andre folks fødder siger kvinden:

’Der er nogen, der siger når man bliver rigtig gammel, så får du rigtig grimme fødder... de bliver mærkelige, Men det allerbedste er babyfødder. De der små skæve tær. De har så lange lange små tær... lige når de er født...’

Griffenfeldsgade i forandring

Kvinden har boet i gaden i 9 år sammen med sine børn og fremhæver, at hun synes det har været sjovt at følge gadens forandring. Hun siger:

’Da vi kom herud var det en sådan rodet og ikke så tilgængelig en gade... Der var mest bare somalierne, og de hjemløse og nu er der fortovscafeer på begge sider af vores lejlighed og folk der går i byen og sådan noget. Det er en sjov forandring… begge dele havde charme... ’

Pigen bliver interviewet sammen med sin mor og storebror. Hun virker genert og siger ikke så meget, men hun synes det var sjovt at få taget sit fod-portræt. På opfordring fra moren der siger: ’Du kan da dét der vildt seje med dine tæer’ viser pigen, at hun kan skille sine alle sine tæer helt ad. Hun fortæller at hun til hverdag mest bruger sine fødder til at gå og moren tilføjer, at hun da også er glad for at danse på dem.

Pigen bor med sin familie i nr. 20 år har boet i Griffenfeldsgade hele sit liv. Hun er glad for at bor der.

Drengen på 11, der bliver interviewet sammen med sin mor og lille søster er lidt af en ’Karate Kid’. Man kan mærke at karate fylder en del i hans verdensperspektiv. I hvert fald når det gælder hans forhold til fødder. Han siger: ’Jeg går til karate, så jeg bruger dem også til at sparke...’ og forsætter med at forklare, at når man sparker, skal man strække tæerne og så ramme med fodpuden. Det er han glad for at han kan.

Da han bliver spurgt om hvad han synes om andre folks fødder svarer han:

’Ja det kommer jo sådan lidt an på hvor de er… Hvis de sådan er nede på jorden er de ok, men hvis nu de er på vej mod ens ansigt med høj hastighed, så er det nok ikke så fedt’

Han synes også at det er ok hvis de lugter og siger:

’ja alle sammen lugter jo lidt… Det kan man ikke gøre for... Eller måske kan man gøre lidt for det.´

Der er ikke rigtig noget der irriterer ham ved hans egne fødder måske bortset lige fra dét, at de har negle, for de skal klippes hele tiden, og det kan han ikke lide. Og så gnaver hans sandaler, og han har nogle irriterende myggestik, men ellers er der ikke noget, han ikke kan lide ved dem.

Drengen har boet med sine familie i Griffenfeldsgade nr. 20 de sidste 9 år og er glad for at bo i gaden.

Stephanie bliver interviewet sammen med sin mand Isak og de er begge optagede af, at de gør for lidt for deres fødder, og at de nu ville til at pleje dem mere. Stephanie syntes det var sjovt at få taget sit fodportræt, men for det var også lidt et chok. Hun siger:

’Jeg syntes altså at mine var meget rynkede og de ser faktisk meget tørre og gamle ud. Mere end de plejer, fordi jeg ikke normalt kigger på dem fra den vinkel. Jeg tænker, at de skal have lidt mere hensyn og jeg skal passe lidt bedre på dem.’

Hun siger at hun bruger alt for lidt tid på dem og den ene gang hun prøvede at få en fiskebehandling var det ikke lige hendes kop te: ’ Det var ikke lige mig… Jeg kunne ikke lide den fysiske kontakt med fisk, der kom og bed. Ej virkelig ikke… ’

Hun er dog glad for sine fødder og at de kan bære hende omkring og så elsker hun, når hun har kommet neglelak på tæerne. Hun går gerne i sandaler, når det er rigtig varmt og også derhjemme. Hun er knap så glad for, at de til tider lugter og at de bliver tørre og at huden krakelerer.

Den Etiopiske restaurant i Griffenfeldsgade.

Stephanie bor med sin mand Izak datter Jasmine i Blågårdsgade og de elsker at komme på den Etiopiske restaurant i Griffenfeldsgade. Stephanie synes generelt at det er et fedt område.

Izak bliver interviewet med sin kone Stephanie. Izak synes ikke at have tænkt på sine fødder i lang tid. Han siger: ’

Det var sjovt. Jeg kiggede mere på dem end jeg nogensinde har gjort før. For nu var der fokus, og normalt er de jo bare pakket ind i en sko. Så jeg kiggede lidt på dem og tænkte ‘Hvordan ser de egentlig ud?’’

Izak mener at folk generelt ikke fokuserer så meget på, at deres fødder skal se godt ud. Han siger at han faktisk lægger mere mærke til andres fødder end sine egne og afslører, at fødderne var en vigtig faktor, da han faldt for din kone. Han fortæller:

’Da jeg mødte Stephanie syntes jeg at hun havde rigtig smukke fødder… Altså det var ligesom et kunstværk. Det var én af de ting, jeg lagde mærke til. Men jeg ærgrer mig over, hvorfor jeg ikke har ytret mig om det og givet hende det kompliment, men det er sådan mærkeligt at sige: ’Du har nogle smukke fødder…’’

Om sine egne fødder siger Izak:

’Jeg har ikke haft for stort fokus på at holde mine fødder sunde på den rigtige måde. Man sørger for alt muligt andet, men man har ligesom negligeret sine fødder. Masser af mennesker går jo rundt og får massage på ryggen og full-body, men fødderne de bliver jo aldrig masseret. Så skal man gå til speciel fodmassage, og det gør man jo aldrig.’

Izak har flere gange erfaret at fødderne i vigtige at passe på. Både når han har været på vandreture, og pludselig har måtte tage flere dages pause pga. vabler, men også efter at han har fået problemer med sine achillessener i de sidste par år, så han ikke kan motionsløbe mere. Det savner han og siger: ’Jeg har prøvet at lide og dér finder man jo ud af, at det er sådan et vigtigt værktøj…

Izaks bror kan ’læse fødder’. Han fortæller:

’Han er et naturtalent. Han kan gå ind og læse dine fødder og finde ud af, hvilke skavanker din krop har. Det er vist det samme som at læse i en hånd på mange måder… Det eneste jeg kan huske fra min bror er at han fortalte, at hvis langetåen er længere end storetåen, så er du meget spirituel. Er den meget kort så er du meget jordnær og pragmatisk.’

Født i Griffenfeldsgade

Isak er født på Sankt Josephs dengang det var et hospital, så han er født i gaden. I dag bor han i Blågårdsgade, men kører hele tiden igennem Griffenfeldsgade fordi hans mor bor ved Nørrebroparken. Han kan godt lide Folkets Park og siger, at han og hans familie er meget knyttede til Folkets hus. Derudover nævner han den Etiopiske restaurant som hovedattraktion på Griffenfeldsgade.

Camille Marie is interviewed with her husband Johannes. Their three kids also had their feet-portrait taken. Having her portrait taken seems to have woken a guilt towards her feet. She says:

‘It just shows how don’t take care of my feet… (laughs)… That I should take better care of my feet! I think it is such forgotten part of the body, it is very useful, but that no-one thinks about. That’s why I was quite interested by your flyer on the door of our house.’

She says that she just does the basic nail-clipping and sometimes crème. She promises to her-self that from now on she will take more care of them. She is however very active with her feet and says:

‘I run with my feet and bike I guess and we dance with our feet! Not as much as we used to but… (laughs). I also used to do I a lot of horse riding, and there you have to have good control of your feet.’

Although Camille Marie is not too happy with the state of her feet, is one thing she appreciates:

‘I like that they are small actually… Since I am so short, I am happy that my feet are small too, because there are some friends that are short that have very big feet and I don’t like this. They do match that’s something positive… The one positive thing ‘

Moved three kids for her job

Camille Marie and her husband Johannes have lived in the street for 10 months. They moved the whole family with three kids from Stockholm to Copenhagen because she got an important job. They did not know the neighborhood or see the apartment in person before they bought it, but just searched for a place close to the French school in Frederiksberg.

They are very happy to live here. Camille Marie says: ‘We have lived here for 10 mounts. We love it. I love it. Copenhagen is quite fun. I think is that there’s always something to do here and it is pretty diverse and lively.’ She says that some people get surprised when they say where they live because they associate it with gangs, but they haven’t had any bad experiences living in the street. And when people skeptically ask: ‘Do you like it?’ She responds: ‘Yeah! We love it!’

Johannes was interviewed with her wife Camille Marie. They have only lived in Denmark 10 months so the interview was in English. Johannes has always used his feet a lot for a diverse range of sports activities and seems to pass on this tradition to their three kids. He says: ‘Yeah I run, jogging, and play soccer with my son… and my daughter. She loves it too… What else do we do? Dance…’

In his youth he was an athlete which taught him to care for his feet. He says:

‘I like my feet and I grew up playing basketball like 4 times 5 times a week so I really had to take care of them. I learned that from sports. I don’t think I take better care of them than everyone else, but I like them’

He then thinks further and says: ‘Actually I don’t like them in the winter…They have cracks and … in the summer they’re out and with bare feet and yeah it’s a lot better in the summer’

10 months in the street and it’s been great.

Johannes and his wife and three kids have lived in Griffenfeldsgade for 10 months.

They moved the whole family with three kids from Stockholm to Copenhagen because she got a job. They did not know the neighborhood or see the apartment in person before they bought it, but just searched for a place close to the French school in Frederiksberg. About the move Johannes says:

‘People are always in the street and hang out like… And when we got the apartment then one week later a started to google the street and it came up like ‘gang-war’ ‘drugs’ and you know… and we were kind of worried, but since we have been here… I mean… it’s great to be here!’

Josephine deltog med sin mor Camille Marie, sin far Johannes, sin søster Liv og bror Samuel.

Michael har nok tænkt mere over fødder end de fleste. Han går nemlig på bare fødder hele sommeren og det afføder en masse reaktioner fra folk, som Micheal bliver mødt med. Han fortæller:

’Altså man kan sige jeg går jo med bare fødder om sommeren fordi det er rart. Det er også lidt sjovt og når man møder nogen, der går uden sko, der er ikke mange… Så hilser man lidt på hinanden lidt ligesom dem der kører på Harley Davidson. Så får vi lige sådan en barfodshilsen. Det er jo ikke noget man har aftalt, men når man ser hinanden med bare fødder så kigger man lige og smiler.’

Mødet med andre barfodgængere afføder også til tider spontane knus fortæller han. Det åbner op for positive møder, men Michael fortæller at det bestemt også kan afføde mere negative reaktioner. Nogle mennesker han møder giver udtryk for de synes han er åndssvag. Han siger:

´Det er ret interessant ikke have nogen sko på. Der kommer rigtig mange forskellige reaktioner, som jeg skal forholde mig til. Der er jo de, der kigger op og ned og sådan: ’Er du en bums’ og så er der også de, der siger noget: ’Hey! du har glemt at tage dine sko på’ eller den lille dreng der siger: ’Har du set mor, han har ikke nogen sko på! Tror du ikke han har nogen penge?’ Og det er ikke fordi jeg har mange penge, men jeg har nok penge til, at jeg har masser af sko…’

Han fortæller, at nogle dage kan de dømmende blikke være lidt meget, men at han synes at det er dét værd, da han også godt kan lide at få reaktioner. Han fortæller:

’Jeg kan godt lige at se, hvad mennesket siger, når man kommer gående og ikke er helt som andre i forhold til fødderne. Det synes jeg er interessant. Ikke at det er en verdensbegivenhed, men det er bare lidt hyggeligt trods alt for mig, sådan mit lille et eller andet.’

Michael har lidt skavanker med fødderne, som gør at han får ondt i dem, hvis han går for meget. Han siger, at han er glad for, at han kan gå på dem, for det er jo ikke sådan en selvfølge. Han er god til at få givet dem massage, også til tider i offentligheden, hvilket igen giver reaktioner:

’Jeg er sådan ret god til at tage sko og strømper af, også når det ikke er sommer, og bare sidde og massere fødderne lidt... Også i alle mulige situationer. Og der er igen nogen der tænker: ’Hvorfor fanden tager han skoene af?’ Og det gør jeg, fordi jeg har lyst til det for det er jo rart at få masseret fødderne’

Michael siger at det ikke er farligt at gå med bare fødder, da man lærer at kigge sig for helt uden at tænke sønderligt over det. Han har dog en gang prøvet at få et rustent søm op igennem sin sandal, hvilket han husker tydeligt, men det har ikke sat fysiske spor.

Han har ikke noget særligt forhold til andre menneskers fødder, men siger at han har en præference indenfor fødder, når det gælder kvinder. Han fortæller:

’Jeg er tiltrukket af kvinder og kvinder med meget store fødder synes jeg … det synes jeg ikke er så fedt, selvom dét, der betyder noget, jo selvfølgelig er mennesket, men hvis der sådan er meget meget store fødder… Det er ikke det jeg er mest tiltrukket af, sådan nogle store plader… Jeg foretrækker at proportionerne er sådan… ’

VILD med gaden.

Michael er fra Nørrebro og har boet der i 30 år. Først over ved det gamle ungdomshus, siden flyttede han til Arresøgade, hvor han har boet i ca. 10 år. Michael er med hans egne ord VILD med gaden, særligt på grund af mangfoldigheden. Han kommer der meget og siger: ’Om det er en kop kaffe udenfor Spidsroden eller hvad det er.. Bare gå igennem’

Kirstines fødder synes at være et lakmuspapir for hendes almene tilstand. Han har tidligere haft det dårligt, men har de sidste par år fået det meget bedre, og det vidner hendes fødder om. Hun fortæller:

’Jeg har faktisk altid været ret flov over mine fødder fordi at jeg engang havde meget blå tæer og som ofte var hævede, men her det sidste år har jeg fået det ret godt. Jeg svømmer næsten hver dag, og jeg har også løbet ret meget, og derfor så har mine fødder fået det godt.’

Hun forsætter med at forklare, at man virkelig kan se en forandring:

’Før var de ret hævede. Der var bare ikke så meget cirkulation, men det har de fået ved at jeg svømmer og løber, og så måske fordi jeg har fået et bedre åndedræt og ikke holder ligeså meget tilbage. Jeg havde en ide om at alt det satte sig i fødderne, så derfor var jeg flov over dem…’

Fodtraumet går i arv

Kirstine har haft et ret anstrengt forhold til både sine egne og andres fødder. Noget hun mener stammer fra hendes mor. Hun fortæller:

’Det er, fordi min mor hun synes mange ting er ret ulækre, og hun syntes også at mine fødder var ulækre. Det er sådan, at når man er over 5 år, så er fødder ulækre… Og det har måske smittet lidt’

Kirstine har haft en kæreste, der hjalp hende til at få et mere afslappet forhold til fødder gennem hans eget nære forhold til sin krop. Hun fortæller.

’Min eks-kæreste er Thai-bokser og han har et ret fint forhold til sin krop og passer meget godt på den. Hans fødder kunne jeg ret godt lide, og så tror jeg også at han åbnede lidt op for den der anden følelse af kroppen, som sådan en sund én. Dér synes jeg, at fødderne er ret lækre fordi de netop er så sensitive samtidig med at de skal holde til meget ift. Hænderne, som ikke har dét med at de skal bære på kroppen…’

Bare tæer og jordforbindelse

Kirstine har tidligere gået meget på bare fødder for at få en bedre forbindelse til jorden. Det gør hun ikke længere, men sætter stadig pris på føddernes følsomhed. Hun siger:

’Nu går jeg ikke på bare tæer mere, men ellers så synes jeg, at dét jeg egentlig har brugt mine fødder til.. det er sådan lidt at stå fast. Jeg kan helt vildt godt lide det der med at mærke grunden, fordi man får mange følelser under fødderne. Sådan lidt som en abe, at gå på klipper eller sten, at det er helt vildt dejligt at kunne stå fast med dem. Nu bor jeg ude i min morfars hus, og dér elsker sådan at gå rundt i hjemmesko og bare tæer og kunne bevæge dem.’

Kirstine bruger ikke meget tid på at pleje sine fødder, men det er noget hun tænker på, at hun vil blive bedre til. Hun synes, hun kan mærke at alderen gør, at hun skal til at passe bedre på sin krop, måske særligt fødderne, som hun mener har det hårdt:

’Det er eddermame hårdt for dem nogen gange… De er et af de eneste steder man får vabler… Jeg er begyndt at bruge sådan en skrubbesvamp som jeg bruger over det hele for at blive ren… Den bruger jeg også nede på fødderne… Før har jeg bare ikke ville have noget med dem at gøre, jeg ville hverken røre dem eller noget… det var helt ’no go’’

Ungdommens gade

Kirstine bruger ikke længere Griffenfeldsgade, så meget som tidligere. Nu bruger hun den mest til gennemkørsel og forbinder den med venner, der bor der.

Men hun husker gaden som meget forbundet med en særlig tid og energi, som også var forbundet med ungdomshuset. Hun har engang været ved at købe en afrikansk frisørsalon på gaden og kom engang meget på Café Nørrehus. Og så har hun længe haft planer om at besøge restaurant Ma’ed.

’Jeg har en meget lang historie med mine fødder, så det er sådan lettere følsomt...’

Sådan svarer Annemari, da hun bliver spurgt hvordan det var at få taget et portræt af sine fødder. Hun fortæller:

’Jeg har haft forstuvet mine ankler meget og nu går jeg med noget, der hedder neurostands... en slags microchip, som hjælper med at sende signaler op til hjernen, sådan at jeg ikke går forkert på mine fødder...’

Hun forklarer at chipsene hjælper med at forstærke det elektriske signal fra fod til hjerne. Hun fortæller at hendes fødder og problemerne dem har spillet en stor rolle i hendes liv og relation til verden de sidste par år:

’Jeg har haft en periode 4-5 år har bøvlet rigtig meget med mine fødder, og derefter en periode, hvor jeg har genoptrænet. Så jeg har et meget tæt forhold til mine fødder i forhold til,hvad jeg kan rent fysisk... Altså ligesom hvem man er i verden, og hvordan man bevæger sig rundt...’

Det hele går dog heldigvis fremad og Annemari fortæller, at hun nu både kan danse, spille badminton og gå en lang tur, og at dét for hende er stærkt forbundet med en følelse af frihed.

I dag er hun glad for at være kommet sig, og siger, at det har været en lang proces med masser af frustration på vejen for at lære at accepter og elske sine fødder og sin krop som den er. Hun siger:

’Jeg har lige som skullet lære at elske dét, at den er skadet. Det tror jeg er en enorm vigtig proces, for folk, der får en eller anden kropslig skavank... Den sådan yogaholistiske tilgang, at man ikke skal tro at kroppen skal være noget andet. Den er, hvad den er. Det har jeg trænet og jeg tror det er lykkedes... Det føles godt.’

Hun er opmærksom på at pleje sine fødder og går så ofte som muligt i bare fødder i såkaldte ’five-fingers’. Hun forklarer: ’

Jeg skal helst ikke have noget, der er stødabsorberende... Fordi så kan fødderne ikke mærke, hvad de går på af underlag. Det svarer lidt til sådan en hoppeborg hele tiden, og så er det svært for dine fødder, så kan de enormt let komme til at vride rundt...´

Annemari siger at vi at vi alle burde gå med mindre stødabsorberende fodtøj, men at problemet er de hårde underlag som fliser og asfalt. Hun så gerne at man i højere grad havde fortove af jord eller græs.

Annemari er ikke så optaget af andres fødder og har det fint med dem. Hun nævner dog, at hun har arvet sin fars fødder og hendes søskende hendes mor, så hun forbinder også fødder med familiært slægtskab.

Ayas fod-portræt indgår i murmaleriet.

Manden deltog sammen med sin datter på 4 år.

Deres fod-portrætter indgår i murmaleriet.

Pigen deltog sammen med sin far.

Begge deres fod-portrætter indgår i murmaleriet

Manden der gerne vil være anonym er egentlig glad for sine fødder. Han synes de er pæne og er glad for deres lige facon, og han bruger faktisk også tid på at pleje dem. Der er dog lige dét med at han er platfodet. Han siger:

’Det eneste jeg ikke er glad for mine fødder er, at de er platfodede... Man får mere ondt. Ja det gør man faktisk... ’

Han sætter dog pris på dem til hverdag og fortæller:

’Jeg bruger mine fødder til at køre bil, når jeg afleverer min datter til vuggestue, tager på arbejde, går lidt... Hvis man ikke har nogle fødder, så kan man ikke gøre så meget...’

Han kan godt lide at gå i bare tæer og sandaler om sommeren men har han lige fået et lettere sommerrelateret sår på sin fod. Nemlig et myggestikskløe-sår, som han vågnede op med en morgen. Han fortæller,at han vågnede og så såret og tænkte: ’Shit hvad har jeg gjort... så... Så det var simpelthen i søvne… okay... ’

Han har et blandet forhold til andre mennesker fødder og siger: ’Nogen er pæne, nogen er grimme... nogen er klamme og nogle er... jaa…´

Han har til gengæld en kritisk holdning til at bruge skattekroner til at lave kunstprojekter om fødder og siger: ’Altså det er min mening, at man kan bruge pengene på nogle andre fornuftige ting end det her: På børnehaver og vuggestuer og fritidshjem og alt det her... altså og man ser de ikke har råd til alt muligt, ikke... altså... eller hospitaler f.eks.´

Han afrunder dog med et høfligt: ’Men det er da spændende at man kan se ’nej det er mine fødder’ eller... det er mærkeligt, at man kan se ens fødder på en væg... Det er ikke at det er dårligt eller noget, men man kan bruge penge på nogle andre fornuftige ting…’

Manden har boet lige rundt om hjørnet fra Griffenfeldsgade siden 2007.

Sara bliver interviewet med sin datter Aya på 4 år og Asta på 8 år. Aya vil helst lave fis og snakke fjollesnak. Sara prøver ihærdigt at få svaret på spørgsmålene og få nogle ’ordentlige’ svar ud af sin datter. Hun siger:

’Jeg er altså ret glad for,at jeg kan gå med mine fødder og jeg tror også at I er glade for at I kan stå på rulleskøjter og cykle med dem. Er I ikke det?’ Pigerne nikker svare ’jo’ og Sara forsætter:

’og så er jeg ret glad for, at jeg kan hoppe med dem, og jeg er på en måde også ret glad for at mine fødder ikke er så store.. fordi der er mange, der siger, at hvis de har meget store fødder så er det irriterende…’

Sara bruger sine fødder meget til hverdag og siger: ’Jeg går meget op ad trapper.. Hele tiden går jeg op ad trapper og ned og op og ned.’ Hun nævner da også, at hun ikke er så glad for, at hun til tider kan mærke når hun har brugt sine fødder rigtig meget og siger:

’Når jeg har gået eller stået rigtig meget på mine fødder, så gør det ondt i dem, og så synes jeg også, at det er irriterende at have hård hud… Jeg synes også, det kan være meget rart at få et fodbad nogen gange.’

Hun er ikke altid helt tryg med andres fødder og siger: ’Jeg kan faktisk ikke så godt lide andre folks fødder. Jeg synes at de er lidt underlige.’ Men tilføjer så til pigerne:

’Altså jeres fødder er ret flotte, men så synes jeg nogen gange at andres fødder lidt ulækre’

Hun forsætter med at uddybe at lugt af fodsved og fodsvamp ikke er så rart. Hun slutter af med at sige: ’Og så kan jeg faktisk heller ikke så godt lide, at andre folk rører ved mine fødder. Det synes jeg ikke er så fedt. Det er sådan lidt privat’

Aya bliver interviewet med sin mor Sara og pigen Asta. Aya synes vist det er lidt kedeligt at snakke om fødder, og vil hellere fundere over, hvad der ville være sket,hvis de i stedet skulle have taget et billede af numsen eller andre sjove dele af kroppen og siger:

’Ja så skulle man vende sig om,og så skulle man lægge sig ned på den der sten… eller tænk hvis det var ørene.’

Ayas mor siger at Aya kan finde ud af at samle ting op med fødderne hvortil Aya svarer: ’Jeg har prøvet at få en perle i næsen’.

Hvortil moren svarer: ’Du Aya går til gymnastik, og der bruger man i hvert fald også sine fødder meget til at løbe eller hinke…’

Aya siger at hun har et hul i kinden, men fortæller så senere, at hun faktisk kan røre ved sit hoved med sine fødder, og så synes hun at sko er smarte og forklarer:

’Ja, man skal have sko på, fordi så slider man ikke sine fødder!’

Snakken går lidt videre igen og Aya synes vist, at der skal endnu et lille tankeeksperiment til og siger: ´Tænk hvis man brækkede sig ud af numsen mens man fik taget billede’. Hvilket får alle til at grine.

Mor Sara forsøger atter engang at spørge ind til, hvad Aya godt kan lide og siger: ’Hvad med sådan noget med at blive kildet under fødderne, er det ikke meget dejligt? Jeg kan i hvert fald ret godt lide at kilde dig under fødderne. Det er jeg ret glad for…’

Til hvilket Aya svarer ’Ja! Og jeg skriger!’ og siger så, at hun er kilden overalt.

Da snakken går på om pigerne kan lide deres fødder svarer Aya resolut ’JA!’ og tilføjer:

’Og du har ikke flotte fødder du har dårlige fødder… Og en pind kan faktisk godt flyve..’

Hun husker tilbage på, at hun engang ikke måtte komme med i svømmehallen fordi hun havde nogle vabler. Hun siger:

’Ja så måtte jeg ikke komme i svømmehallen, så skulle jeg altid dyppes ned i noget…’

Moren svarer, at ja det var dengang hun havde fodvorter.

Aya fortæller at hun ikke bidder negle, fordi når hun ikke gør det, så får hun ny neglelak på og tilføjer: ’Og jeg har lige lært at gå i armgang hele vejen’. Moren siger: ’men du har engang bidt negle også på fødderne’

Asta er glad for sine fødder, for hun kan en masse med dem. Hun nævner blandt andet, at hun står på rulleskøjter, og at hun nogen gange tegner med tæerne. Og så er hun glad for at de er smidige, og viser at hun kan få sine fødder hele vejen om bagved hovedet. Hun siger:

’Lige nu klør det på næsen så kan jeg lige’ (viser at hun kan klø næsen med sin storetå)

Af mindre fede ting nævner hun:

’Jeg kan ikke så godt lide at jeg ALTID har sår på mine fødder fra alt muligt…’

Hun ved ikke rigtig hvor sårene kommer fra, men siger, at hun også bruger sine fødder til at få splinter i, hvilket heller ikke er så rart. Hun kan godt lide fodforkælelse, såsom at få neglelak på fødderne og klippe negle og få fodbad.

Asta har engang boet på gaden, men bor nu på Nørrebrogade 102 og på Amager.

Neo Nors mor hjalp ham med at få taget sit portræt.

Hans fod-portræt indgår i vægmaleriet

Tone er på besøg fra Norge og har valgt at besøge hendes norske gades navnefælle.

Da hun bliver spurgt, hvad hun syntes om at få taget et fodportræt svarer hun:

’Uvant... men mere behageligt end ansigtet for så vidt...'

Hun fortæller, at hun til dagligt sidder og ligger meget, men bruger da også sine fødder til at gå. Da det jo er koldere i Norge, går hun sjældent med sandaler og næsten altid med sokker. Om sine fødder siger hun nøgternt:

Jeg er jo glad for at jeg har dem... At jeg kan gå og holde balancen...

Der er ganske meget hun ikke er glad for ved sine fødder. Hun siger: ’Jeg er platfodet... så jeg har brugt sådan et skoindlæg længe, og så har jeg sådan en indadvendt storetå... Det kan jeg heller ikke så godt lide, men det er er mest kosmetisk...’

Da hun var yngre var Tone også utilfreds med størrelsen på sine fødder. Hun bruger størrelse 41, og det havde hun lidt komplekser over, men nu synes hun faktisk, de passer godt til hende.

Hun har ikke nogen problemer med andres fødder.

Bor i den Griffenfeldt Gate i Oslo

Det var Tones første besøg i Griffenfeldsgade, København, men havde hørt, at der var en gade med samme navn som hendes i København, så hun måtte da besøge den.

Dorte blev interviewet med sin mand Tony og datteren Hanan.

For Dorte synes fødderne nærmest at være hendes mest elskede kropsdel. Hun fortæller:

’Jeg tænkte lidt over mine fødder i morges, og de svigter mig bare aldrig. Der er bare ikke det sted de ikke har gået.. I bare tæer igennem Kingston, vandret rundt i bjergene i Alaska, og de har bare aldrig svigtet mig. Det kan godt være at knæet eller albuen gør ondt eller hovedet eller diarré, men fødderne de svigter mig bare aldrig…’

Ikke bare virker Dortes fødder upåklageligt. Hun sætter også stor pris på deres udseende, og siger, at hun er 100 % tilfreds med sine fødder. Og forsætter: ’Jeg skulle have haft lidt længere ben, men fødderne de spiller.’

Hun fortæller, at det er rent held. Hun bruger ikke nogen særlig tid på at pleje dem, og har ikke passet særlig godt på dem. Én gang har hun dog været uheldig med sine fødder på en rejse til Cuba med sin datter Hanan og hendes far. Her trådte de alle sammen på søpindsvin, og det ramte Dorte slemt. Hun fortæller: ’Det var så smertefuldt… Det var nok det hårdeste de har været ude for´

Fødder er bedre end hår, men værre end prutter og bøvser

Dorte har et afslappet forhold til andre menneskers fødder, så længe de ikke er helt oppe i hendes ansigt eller i hendes mad. Hun tænker dog meget over, hvordan andre kulturer opfatter fødder når hun f.eks. er på rejse. Hun mener generelt, at man skal være lidt opmærksom på, at fødder kan være beskidte, så man derfor ikke bare kan tage skoene af hvor som helst, særligt ikke i forbindelse med spisning. Hun siger:

’Altså jeg har sådan en hår-fobi, men sådan har jeg det ikke med tæer, men jeg tænker meget over, hvordan andre tænker over deres tæer i det offentlige rum…. For eksempel, hvis du sidder med dine fødder sådan lige op i andres ansigt… Men jeg har ikke sådan noget med folk der prutter og bøvser...’

Fire år i den bedste gade.

Dorte flyttede ind hos Tony i nr. 28 for fire år siden hun siger: ’Det er bedste sted at bo på grund af naboerne og miljøet, og så fordi den er så alsidig og der er spændende folk og alle mulige etniciteter. Alle i familien synes at være enige om at det er gadens kaos der gør den speciel. Dorte siger:

’Det er kaosset og uforudsigeligheden… Så er der Mexico-fest, Nørrebroløb og Bike Wars og så er der Tai-Chi om morgenen og så er der Paludan om aftenen… Altså vores kvarter kan bare virkelig meget.’

Dortes fod-portræt indgår i murmaleriet.

Hanan blev interviewet med sin mor Dorte Tony og far Tony.

Hanan er meget aktiv med sine fødder og bruger dem både til at cykle, gå, spille fodbold og dyrke karate. Hendes bedste fodrelaterede minder stammer da også fra foldbold hun siger:

’Altså jeg har da fået lavet nogle gode mål med mine fødder til fodbold.’

Hanans fødder er for tiden i en rivende udvikling og vokser, så hun må have nye sko hver fjerde måned. Noget hendes mor Dorte vist tænker mere over end Hanan. Dorte siger:

’Vi er faktisk på vej ud og købe sko nu. Hanan, du når aldrig at knytte så nært et forhold til dine sko, fordi hver fjerde måned så skal du have nye sko fordi du vokser så meget. Men du bruger dine fødder rigtig meget. Fodtøj er ekstremt vigtigt for dig, fordi du bruger dine fødder så meget ikke?’

Hanan smiler og siger: ’Jo’.

Hun er glad for sine fødder bortset fra, at hun lige for tiden har en vabel. Ligesom sin mor er hendes værste oplevelse med hendes fødder, da de alle trådte på søpindsvin på en rejse til Cuba. Hanan husker tilbage, og siger til sin mor:

’Du fik det først og jeg var startet med at komme op på ryggen af dig, og så skulle jeg op på ryggen af min far, fordi du fik det, og så måtte jeg hænge fast i hans skuldrer imens vi svømmede, men så trådte han også ned i et søpindsvin, og så gjorde jeg det også… Det var ret klodset’

Hanan siger at hun ikke tænker så meget over andre mennesker fødder.

Fire år i gadens jungle

Hanan har boet i gaden i fire år, efter hende og hendes mor Dorte flyttede ind hos Dortes mand Tony. De er alle glade for at bo i gaden med dens kaos og blandede befolkningsgrupper. Hanan smiler og siger: ’Ja, det er en jungle’.

Hanans fod-portræt indgår i murmaleriet.

Tony bliver interviewet sammen med sin kone Dorte og datteren Hanan. Han virker ikke til at synes at fødder er verdens mest interessante emne, men han svarer pænt på spørgsmålene og fortæller lidt stolt: ’Mine fødder de har været på alle kontinenter bortset fra Antarktis… Det er globetrotterfødder´

Tony er glad for sine fødder, men har ikke passet nok på dem. Han siger:

’Jeg kunne godt være lidt bedre til at passe på dem. Altså mine fødder bærer lidt præg af mærkeligt fodtøj’

Da Dorte begynder at snakke om, at hun går op i ikke at opfører sig upassende med sine fødder når man bevæger sig i andre kulturer, siger Tony tørt: ’Det er jo bare at opføre sig ordentligt’.

Født i gaden

Tony fortæller at han har boet i nr. 28 i en 6-7 år, men at han faktisk også er også født i Griffenfeldsgade. Han siger: ’Jeg er super glad for at bo i gaden.’ Og tilføjer at det er kaosset i gaden han særligt godt kan lide.

Tonys fodportræt indgår i murmaleriet.

Maja synes at er hyggeligt at få taget sit fod-portræt og få en lejlighed til at studere sine fødder. Hun fortæller:

’Det er jo i virkeligheden ikke så tit man sidder og kigger på sine fødder, og man ser dem meget sjældent fra siden... så lægger man mærke til nogle andre ting ved ens fødder... Det er lige som når man sidder i yogastilling, det er det eneste tidspunkt man ellers gør det, så sidder man der med sine fødder...’

Og dét med yoga og fødder er faktisk tæt beslægtet for Maja, som mener, at dét at strække tæer kan virke gavnligt i resten af kroppen. Hun fortæller:

’Jeg dyrker nogle gange yoga med mine fødder... Jeg går faktisk tit og strækker mine tæer ud, fordi hvis man har et eller andet andre steder i kroppen sådan nogle gange, så kan det hjælpe at få strakt tæerne ud hjælpe. Jeg har lagt mærke til at det gør godt…’

Maja kan godt lide at gå i sandaler. Det får hendes fødder til at føle sig så fri som muligt og er nemme lige at stikke i. Generelt er Maja bare glad for at hun kan gå på sine fødder og siger smilende: ’Jeg er glad for at de har 5 tær og ikke kun 3... det gør mig også rigtig glad... så jeg kan holde balancen... det er jo grounding... ’

Maja går ikke højt op i fødder heller ikke andres, men hun synes de er lidt mærkelige. Hun siger:

’Altså jeg synes jo aldrig fødder er særligt pæne, men jeg tror faktisk ikke, jeg går så meget op i det, sådan er fødder bare... Det er sådan nogle lidt mærkelige væsener, der bor dernede i bunden af ens krop... ’

Hun har det ikke dårligt med fødder, selvom nogle kan være lidt ulækre, men understreger også, at hun aldrig nogensinde har forstået, hvorfor der er nogen, der kan have en fod-fetich.

5 år i gaden.

Maja har boet i Griffenfeldsgade i fem år og har også taget sin lille søn Bue med, som er født mens de har boet i gaden. Maja siger at hun er rigtig glad for at bo der.

Bue deltog med sin mor Maja. Der var gang i ham, så Maja måtte hjælpe med at holde fødderne stille, da han skulle have taget sit fod-portræt.

Bodil deltager med sit barnebarn Yanya på otte måneder.

Bodil elsker at danse, særligt latin og kommer i tanker om det spanske citat ’At drømme er at danse med fødderne’, da hun bliver spurgt hvad hun kan lide at bruge sine fødder til.

Hun synes at fødder er spændende i kraft af deres følsomhed og siger:

’Altså fødder er jo også en erogen zone, i hvert fald for nogen. Jeg synes det er interessant, at man f.eks. gennem fodmassage eller gennem at nusse eller røre ved fødderne kan sætte gang i alt muligt... ’

Hun har generelt et godt forhold til fødder, så længe de er rene og siger: ’Jeg har ikke sådan et anstrengt forhold hverken til mine egne eller andres fødder overhovedet... tværtimod, de er jo som hænder, de sidder bare forneden... ’

Hendes egne fødder er hun meget tilfreds med og nævner deres bredde som noget positivt:

’De er rimelig brede, det kan jeg godt lide... Altså jeg har sådan et stort mellemrum mellem min storetå og den næste tå, nok fordi jeg aldrig har gået med smalle og spidse sko og sådan noget. Så mine fødder er ret brede og det kan jeg godt lide... Det er jo dem, der bærer mig... Det er sådan noget med at stå fast... i rigtigt stormvejr...’

Hun tilføjer dog, at hun også er glad for at de ikke er så store.

Bodil kan godt lide at massere og pleje sine fødder, selvom hun gerne ville blive endnu bedre til det. I den forbindelse synes hun at kunne se spor fra sit liv og hun tilføjer: ’Jeg synes jo at de fortæller om det liv, jeg har levet... altså når jeg sådan kigger på dem eller tager fodbad…’

Bodil går i sandaler når det er sommer, og ville ønske hun oftere kunne gå med bare tæer. Hun siger: ’Ja, jeg går desværre ikke så tit med bare tæer... fordi vi er i byen... Jeg elsker det ellers... ’

Gennemkørsel og besøg i gaden

Bodil er nabo til Griffenfeldsgade, men har tidligere boet I gaden og benytter den stadig meget som indkøbsgade. Primært besøger hun Spidsroden, men bruger også Folkets Park relativt meget, og så kører hun igennem gaden hver dag på vej til og fra arbejde.

Yanya deltog med hjælp fra sin bedstemor Bodil.

Selma er glad for sine fødder og bruger dem både til at gå meget, til at gå til svømning, til at cykle i skole og til at lege på legepladsen.

Hun fortæller at hun om sommeren kan lide at gå med sandaler, og om vinteren nyder hun nogle gange et fodbad, når det sådan er vinterkoldt...

På vejen til violin.

Selma bor i området og kommer tit på gennemfart. Hun siger:

’Det er på grund af, at jeg går til violin, og så kører vi den her vej, når vi skal hjem, fordi der er sådan en legeplads i Folkets Park, jeg godt kan lide at lege på... Jeg synes den er hyggelig.’

Jesper har et stillesiddende arbejde, så han bruger ikke sine fødder så meget andet end til at cykle frem og tilbage på arbejde og så selvfølgelig til at gå.

Tidligere var han ofte på vandretur. Det var på en vandretur, han mødte sin kone. Moren til hans datter Selma, som han blev interviewet sammen med.

På vejen til datteren violin.

Jesper bor i området og passerer ofte Griffenfeldsgade med sin datter, når hun skal til violin.

Jamal har en skridttæller på sin telefon. Den fortæller at han går ca. 29000 skridt om dagen. Det gør han fordi han arbejder på byggeplads, hvor han fører tilsyn. Han siger:

’Jeg går jo meget frem og tilbage. Jeg er den, der går og sørger for at tingene spiller og finishen er finished ing? Og sååå går man rigtig mange kilometer. Jeg tror måske også, det er derfor jeg ikke træner. Jeg spiser rigtig meget, og jeg prøver at tage sådan lidt på, bare sådan for at min søn ikke skal overhale mig…’

Jamal synes han fødder fungerer 100%- De fik ham godt nok fritaget for militærtjeneste for 27 år siden, hvor lægen sagde, at der var noget med hjulben eller noget, men Jamal synes det var fedt ikke at skulle ind og mærker ikke noget til de problemer, der fik ham kasseret. Han siger:

’Jeg tror sådan, at hvis jeg går hen til en fysioterapeut eller en læge, så skal han nok finde en masse fejl på mig, men altså jeg har det fint.’

Det fedeste sted at bo i Danmark

Jamal har boet i Griffenfeldsgade i 25 år og alle hans børn er født i gaden. Om dét at bo i gaden siger han:

’Jo altså det er det fedeste sted at bo i Danmark, fordi det er centralt, det er København øhh vi har mellem to og fire minutter fra hver børnehave og min søns skole og min kones arbejde. Så det er sådan, det kan jo ikke være bedre, og nu hvor der ikke er så mange bander herinde, så er det jo super.’

Jamal fortæller at han særligt er glad for, at banderne har trukket sig lidt fra gaden, da han tidligere er blevet generet meget af politiet og tit er blevet passet op uden grund. Han har indgivet mange klager, så nu har de lært, at han har ret straffeattest.

Jamals fod-portræt indgår i murmaleriet.

Jens er generelt glad for sine fødder, som bortset fra en nedgroet negl. Han siger:

’Det eneste problem jeg har, er min negl på min højre storetå, som arter sig lidt skævt, men så kan man så få sat sådan en bøjle på, som jeg har.’

Han sætter pris på udseendet af sine fødder og sørger for at få plejet sine fødder ved at gå regelmæssig til fodterapeut ca. en gang om måneden.

Han har ikke brugt sine fødder ret meget gennem livet, men fortæller, at han efter at være blevet pensionist er begyndt at gå rigtig meget.

Jens bryder sig ikke om at gå på bare fødder, men sandaler kan han lide, og han køber kvalitet, som gerne skal holde mange år og er derfor kun på sit nr. tre par sandaler igennem hele livet.

Jens synes også andres folks fødder er fine nok. Han siger: ’

Jeg har ikke nogle problemer med andre folks fødder. Jeg har ikke noget fetich med fødder, men jeg synes ikke... som nogle, at fødder og tæer er ulækre... Slet ikke... Jeg kan sagtens massere folks fødder... ’

Griffenfeldsgade

Jens flyttede til Nørrebrogade i februar 2014 sammen med sin kone, efter 30 år i Emdrup. Han er meget glad for at bo i området. Han siger:

’Jeg kan godt lide smeltediglen. Jeg synes, at den der diversitet, på godt og ondt, er fantastisk. Jeg synes jo det er et dejligt kvarter... altså spøjst at opleve, hvordan den her side af Nørrebrogade er så forskellig fra ovre ved Skt. Hans Torv, hvor det er ’kaffe-latte-segmentet’. Jeg foretrækker denne her side, der er sådan lidt mere spræl.’

Jens siger at de bruger Griffenfeldsgade meget til at handle i, særligt hos grønthandleren og Spidsroden.

Annmari fortæller at hun bruger sine fødder rigtig meget. Udover at gå, dyrker hun også yoga, hvor man meget fokus på sine fødder.

Hun er meget glad for sine fødder og siger:

’De er bare gode. De holder mig... og er stærke, ja... de er skide vigtige jo... man skal give dem noget kærlighed...’

Annmari kan godt lide at gå i sandaler og har tidligere gået meget i bare tæer, men det gør hun ikke rigtig mere.

Annmari bliver interviewet med sin datter og datterens far Anders og Annmari tænker tilbage på engang da hende og Anders var på vandretur i Bolivia og gik ned fra fire kilometers højde. Det var en hård tur for fødderne.

Ven af Spidsroden

Annmari kommer meget hos Spidsroden, hvor hendes kæreste arbejder, og så er gaden også skolevej for datteren. De bruger også Folkets Park rigtig meget...

Pigen virker lidt genert i interviewet sammen med sine forældre Annmari og Anders.

Hun fortæller ikke så meget, men har dog en dramatisk historie om at forstuve foden. Hun fortæller:

’Jo på legepladsen på min ’frit’ så var der ligesom vand, og så snublede jeg over en sten, som var glat... og så faldt jeg og forstuvede min fod... Og så kom vi på skadestuen... Og så kunne jeg ikke bruge min fod i to uger...

Pigen går gennem Griffenfeldsgade på vej til skole og kommer meget i Folkets Park og hos Spidsroden sammen med sine forældre Annmari og Anders.

Anders bliver interviewet med sin datter og datterens mor Annmari. Det er mest Annmari der svarer, men Anders får fortalt, at han ofte går i vandrestøvler og sandaler når han ’går og kigger på natur’.

Emnet fødder interesserer ikke Anders det store og han siger:

’Jeg har er afslappet forhold til andres fødder vil jeg sige...’

Anders bor i området og går gennem Griffenfeldsgade på vej til datterens skole og kommer meget i Folkets Park og hos Spidsroden.

Vibe har et sanseligt forhold til sine fødder. Hun siger, at hun synes at fødderne hører til de mest følsomme steder på kroppen, og måske af den grund kan hun meget godt lide at gå i bare fødder. Hun siger:

’Jeg kan rigtig godt lide at gå med bare fødder på alle mulige tidspunkter. Og cykle med bare fødder. Det gør jeg ikke så tit, men jeg kan godt lide, når jeg husker det. Og så kan jeg godt lide sko der minder om bare tæer så meget som muligt også om vinteren. Man kan godt sådan komme tæt på bare tæer…’

Udover disse aktiviteter bruger Vibe også sine fødder til at danse og fortæller at det altid er fødderne hun bliver træt og får først ondt i.

Hendes fødder har da også drillet hende gennem livet, de er lidt hendes svage punkt særligt den ene som har en skade. Fødderne har blandt andet har forhindret hende i at gennemføre et maratonløb. Hun fortæller:

’Det tog flere år med skader og gå på krykker og bla bla bla alt muligt løbning jeg så ikke kunne og betændelser og en hel masse og så sagde min læge: ’Du skal stoppe ved 30 og droppe tanken om at løbe over 30 km. fordi dine fødder kan ikke klare det’. Så for mig var de sådan lidt hovedpersonen i det, fordi at jeg sådan blev forhindret i det jeg ville. Men pyt med det’

Skaden på hendes ene fod har også medført et mere æstetisk problem med at den fod bliver opsvulmet, hvilket Vibe siger har været sværere at komme over end maratonløbet. Hun siger:

’Det har virkelig taget mig mange år at sørge over tabet af, at de var så pæne (griner). Ja jeg ved godt, at jeg er åndssvag… Og det andet er, at jeg er lidt ked af at jeg ikke har holdt dem… Altså at at kunne sprede dem og sådan. Når jeg tænker på hvor meget de egentlig ville kunne, hvis ikke jeg havde gået sådan her med dem (viser tæerne helt samlet) siden jeg var sådan noget som 1 år.’

Griffenfeldsgade

Vibe og sønnen Matti bor i området og Matti har gået i børnehave i Askovgården. Vibe kan godt lide gaden, men synes den både er pæn og grim. At den har mange forskellige kapitler.

Hun kan godt lide dér, hvor der er den der legeplads, og der hvor der er Afrikanske restauranter Hun kan ikke så godt lide det stykke ned imod Åboulevarden, hvor der er en hæslig trafik. Og heller ikke bygningerne i enden ved Nørrebrogade.

Matti har et både legende og sanseligt forhold til sine fødder. Han fortæller:

’Jeg bruger mine fødder til lidt af hvert… Jeg kan godt lide at gå på græs eller i sand, bare at tumle lidt rundt og dér bruger jeg tit mine fødder til at kravle lidt rundt og hoppe lidt rundt. Det føles godt. Dér kan jeg helt klart bedst lide bare fødder fremfor sko eller sandaler.’

Han ville ønsker, han altid kunne går på bare tæer. Han siger: ’Det er ærgerligt, at man ikke kan gå, hvor man vil med bare fødder, når der sådan er sten eller grus, så er det jo ikke særligt rart, men det er jo fordi, de er sådan lidt følsomme…’

Matti sætter pris på sine fødders adræthed:

’Jeg er ret glad for hvor nemme mine fødder er at bruge… At man kan balancere på dem og hvis man hopper op, kan man ligesom ændre meget i sit hop via sine fødder. Også hvis man løber eller går, så kan man få rigtig meget ud af at bøje fødderne. De er så dynamiske og brugbare…’

Da Matti var to år var der en kasse, der faldt ned over hans lange-tå på hans venstrefod. Der var en spids af tåen, der var ved at falde af, men som de fik groet tilbage med gips. Den eneste forskel i dag er bare, at den der er groet sammen er lidt længere.

Mattis mor, som han bliver interviewet sammen med, fortæller at de efter et år holdt en ’tå-fest’ for ham, for at fejre at tåen var blevet god igen.

Griffenfeldsgade:

Matti bor i nærområdet med sin mor Vibe og har gået i børnehave på Griffenfeldsgade. Han synes gaden lidt spændende. Han kan meget godt lide den.

Efter Daniella er blevet tryg ved, at det ikke er et fetich-projekt hun er kommet ind til, fortæller hun at hun forbinder sine fødder meget med sport. Hun siger:

’Når jeg tænker på mine fødder, tænker jeg på at løbe... jeg løber ret meget... jeg går hele tiden og er meget aktiv... så jeg associerer dem jeg helt sikkert med sport’

Hun kommer også i tanker om, hvor vigtige fødderne er, når man skal bølgesurfe og prøver at komme op på brættet. Ellers har hun ikke så meget at fortælle om fødder…

Går ikke op i fødder

Daniella er ikke særligt optaget af fødder hun siger:

’Jeg er glad for, at de er velfungerende. Jeg går faktisk ikke så meget op i fødder, der er ting jeg går mere op i... Jeg giver dem en sjat lotion en gang i mellem, men ellers ikke det store.’

Daniella har boet i Griffenfeldsgade nr. 30 i ca. et år.

Hun siger:

’Jeg er glad for at det er tæt på byen. Jeg er glad for at der er barer og forskellige kulturelle muligheder. Det er der sindssygt meget af. Men altså, jeg har da også oplevet, at der nogen gange er nogle fordomme, når jeg siger jeg bor her... det synes jeg måske er mindre fedt, men så må man jo bare lige sige, at sådan er det faktisk ikke, jeg er i hvert fald enormt glad for det... og føler mig enormt tryg og sikker...’

Shihab er aktiv med sine fødder og både cykler, løber og går meget. Han går sjældent i bare fødder eller sandaler. Han bruger ikke nogen særlig tid på at pleje sine fødder.

Shihab bor i Norvest, men har besøgt Griffenfeldsgade mange gange for at spise på Restaurant Ma’ed.

Adam bruger primært sine fødder som transportmiddel, men også til at dyrke sport. Han spiller fodbold, hvilket synes tæt forbundet med hans forhold til sine fødder. Hans bedste ’fod-minder’ er fra fodbold han siger: ’Når de har skudt til fodbold og scoret mål og sådan noget, så synes man jo det er mega fedt... ’

Og så forklarer han, hvordan fødderne kan hjælpe på den mentale tilstand. Han siger:

’Ens fødder betyder også noget i forhold til ens mind-set, sådan noget med, hvis du kan løbe og du spiller fodbold, jamen så får du egentlig dine tanker et helt andet sted hen... Det er vildt, hvis du tænker over hvor meget du løber eller hvor meget du bruger dine fødder...’

Adam bruger ikke tid på sine fødder, men han kan godt lide at gå i sandaler og siger: ’Jeg går faktisk ret tit i sandaler... det er bare behageligt i sommerperioden, så ens fødder ikke lugter helt vildt grimt... ’

Han forsætter med at sige: ’Andres fødder er ok, de skal bare ikke være i nærheden af mit ansigt... ’

Gæst hos Ma’Ed

Adam er på besøg i gaden for at besøge Ma’Ed sammen med sin familie og fortæller:

’Det er en meget kulturel gade… og så snakker jeg med min familie om, at der er mega mange multikulturelle steder, og man er altid velkommen osv. Vi skulle bare ind og spise på den Etiopiske restaurant herinde...’

Ole har ikke det bedste forhold til sine fødder. Han er glad for at de kan spille fodbold og badminton og cykle og bære ham rundt, men dér stopper begejstringen også. Han fortæller:

’Ironisk nok så er folk altid meget efter mine fødder, hvis man kan sige det sådan… Jeg har det man kunne kalde fodboldfødder: blå negle, hård hud, skæve tæer. Så det er sjældent at de modtager positiv opmærksomhed… Så det er en stor dag i dag. Det har jeg aldrig prøvet før.’

Ole har et distanceret forhold til sine fødder. Han siger:

’Normalt bruger jeg mest energi på at undgå mine fødder. De skal gemmes væk… Jeg gør en stor dyd ud af ikke at sætte mig i fodenden, fordi der har mine fødder været. Jeg har stor respekt for at de har deres eget liv og du ved, jeg har også haft vorter og svamp og alt det der følger med, når man har spillet fodbold i mange år.’

Han griner og forsætter med at sige:

’Det kan være efter det her at de får lidt stjernenykker, nu hvor de er blevet fotograferet og det hele (griner). Man bliver overrasket når der er nogen der tager billeder af ens fødder. Altså det gør man fordi normalt får de ikke den opmærksomhed.’

Det er dog ikke sådan at han går på kompromis med komforten og går derfor med bare tæer eller sandaler hele sommeren. Også selvom det medfølges af drillerier. Ole fortæller:

’Jeg har jo venner, som altså kommenterer på hvor rædsomme de er, men jeg kan rigtig godt lide at have bare tæer ved en hver given lejlighed… Når jeg lukker døren på kontoret tager jeg gerne sko og strømper af når muligheden byder sig, og når jeg kommer hjem fra arbejde er det også det første jeg gør… Jeg kan næsten ikke holde ud at have det på.

Nabo fra Stengade.

Ole har boet i Stengade siden 2003 og kommer nærmest dagligt i Griffenfeldsgade. Han synes, der er nogle gode steder at spise, og så elsker han at gaden stadig er så unik, trods de mange forandringer de sidste års tid. Han siger:

’Det er jo stadig en gade, som kan noget, som ingen andre gader i København kan. Det er en af de få gader, hvor flertallet af menneskene står stille i stedet for at gå sådan meget frem og tilbage. Ja og så er der også sådan nogle butikker, som man bare heller ikke ser nogen andre steder. Ja og restauranter. Og ja, der er stor kærlighed til gaden helt klart.’

Lea bliver interviewet med sin partner Ole og de joker meget med hinandens fødder. Lea fortæller, at det eneste hun ikke kan lide ved sine fødder er, at hun har så lange tæer, at det er som om, de har et ekstra led og det er lige før, de går ud over kanten når hun går med klipklappere.

Hun husker tilbage på da hende og Ole første begyndte at ses, og han drillede hende med de lange tæer. Hun fortæller henvendt til Ole:

’Jeg kan faktisk huske lige da vi begyndte at være sammen, der spurgte du om,du skulle hænge sådan en snor op i loftet af soveværelset, så jeg kunne sove som sådan en flagermus, fordi du syntes at mine tæer var så vildt lange.’

Hun kan stadig godt lide at freake ham lidt ud med de lange tæer, men er ellers godt tilfreds med sine fødder, som hun synes er pæne.

Hun var også meget tryg ved at få dem fotograferet og siger:

’Jeg var overrasket over, hvor nemt det var i forhold til alle mulige andre billeder, hvor man står og tænker ’årh jeg skal lige putte tungen op i ganen og holde øjnene åbne og sådan’. De ser ud, som de ser ud.’

Nabo fra Stengade

Lea har så boet sammen med Ole på Stengade i fem år, men har boet på den anden side af Åboulevarden i ti år inden da. Lea kommer igennem Griffenfeldsgade nærmest dagligt og er vild med gaden og dens kaos. Hun siger: ’Vi taler tit om at det er det eneste sted i København, hvor man stadig dobbeltparkerer. Altså det ser man bare ikke andre steder den lovløshed.’

Anna har det lidt ambivalent med fødder- også sine egne, men hun kan godt lide at udsmykke dem, særligt med sko. Hun fortæller:

’Jeg elsker sko… Jeg har rigtig mange sko. Jeg synes sko er sådan et lidt sjovt udtryk, fordi det igen sådan kan være med til at udsmykke dine fødder. Det bunder igen i det med, at jeg har det sådan lidt mærkeligt med mine egne fødder, så jeg vælger tit sko, hvor min fod ikke er alt for blottet.’

Anna har fornyeligt været i Asien hvor hun har fået ordnet sine fødder adskillige gange og har sådan en tå-ring. Hun siger: ’Jeg tror jeg har prøvet at udsmykke dem for at de skulle blive mere flatterende… ’

Hun synes, at hendes rejse til østen hjalp lidt på hendes forhold til fødder, fordi det var så normalt at have bare fødder der. Hun fortæller:

´Jeg synes, det var helt vildt fedt at alle går rundt på bare tæer hele tiden. Det er jo sådan ren kutyme, at man tager skoene af inden man går ind, og i templer tager man også sokkerne af. Jeg synes, det er en virkelig god skik. Jeg kan godt se det der med, at man er på en måde er mere i kontakt med jorden, når man er barfodet og sådan noget. Det er i hvert fald noget, vi godt kunne lære at blive lidt bedre til i vesten.’

Hun mener at denne kultur gør alle mere ligestillede og at vi i vores kultur skal blive bedre til at se en fod bare som en fod og komme af med vores anstrengte og ambivalente forhold til fødder. Hun har selv et anstrengt forhold til andres fødder, ikke at kigge på dem med at røre ved dem.

Hendes værste fod-minde er, da hun i gymnasiet skulle agere forsøgsperson i springgymnastik i gymnasiet og skulle lave mavebøjninger med bare fødder mod sin læres bare fødder. Det står klart som en anstrengt situation for hende, selvom hun siger at hun godt i dag kan se, at det da var lige meget.

Hendes dårlige forhold til andres fødder stammer fra hendes egne. Hun siger:

’Jeg tror bare, at i og med at jeg synes at mine egne fødder er lidt mærkelige du ved, så er de svedige og så er de sådan lidt koldsvedige sådan lidt mærkelige i sko. Så kommer jeg til at tænke på at sådan er andres fødder jo også og er de rene? og sådan nogle ting…’

Sommergæst.

Anna er kommet i Griffenfeldsgade længe og syntes tidligere at den var lidt ’sketchy’, men efter hendes veninde begyndte at arbejde på Auto, er hun kommet der meget og synes det er en fed gade, særligt Auto, Folkets Park og de afrikanske restauranter og særligt om sommeren.

Sofia bruger ikke sine fødder til så meget andet end at gå, men hun bruger tid på at pleje dem og det kan hun godt lide. Hun kan godt lide at klippe dem og putte gennemsigtig neglelak på, og så synes hun at hendes fødder er flotte. Hun siger:

’Jeg synes faktisk mine fødder er mega flotte, når de er brune og lækre og det samme når de er velplejede... så synes jeg faktisk de er skide pæne... ’

Det eneste hun er ked af ved sine fødder er, at hun har en høj knogle, som engang forhindrede hende i at være fodmodel for sin far. Hun siger:

’Ja min far ville gerne bruge os som model på et tidspunkt, fordi han laver sko. Så syntes han mine fødder var mega pæne, men det viste sig at jeg har en knogle her som er lidt for høj... så jeg kunne ikke... og det er jeg faktisk vildt ked af... Jeg kunne have været model…’

Sofia har det helt fint med andres menneskers fødder bortset lige fra hvis de har meget lange negle. Om det siger hun:

’Ej der var en fra min højskole, der havde virkelig lange negle, det var mærkeligt. Jeg undrede mig over, hvorfor jeg havde det mærkeligt over det, fordi det er sådan det er bare negle på fødder, jeg behøver hverken kigge på dem eller røre ved dem... Jeg synes bare stadig det var... altså bare tæer med lange negle!’

Anne-Marie bruger mest sine fødder til at stå og gå, særligt på trapper. Hun elsker at gå på bære fødder. Hun siger:

´Ikke så meget her inde i byen, men hos mine forældre, der bor i skoven, gør jeg det rigtig meget... Jeg elsker at gå på bare tæer. Jeg har nogle virkelig gode løbeture i skoven på mountainbike trails... det er dødlækkert... Helt muldagtigt. Det kan jeg bare anbefale... ’

Udover at disse aktiviteter husker Anne-Marie, at hun også har brugt sine fødder i kamp. Hun fortæller: ’

Jeg har brugt dem til at kæmpe med min bro, da vi var små, hvor vi sad i sofaen med fødderne op mod hinanden og så lavede vi skubbekrig... det var virkelig sjovt...’

Bortset fra lidt hård hud på tommeltåen er hun glad for sine fødder, som hun synes er gode og pæne, fordi de er slanke. Hun kan godt lide holde dem sådan nogenlunde pæne og synes at fodbad er en god type selvforkælelse.

Anne-Marie kommer af og til i Griffenfeldsgade og tidligere særligt for at drikke nogle drinks med veninder henne på en af cafeerne. Nu går hun mest bare tur i gaden.

Diana har et ’love-hate’ forhold til sine egne fødder. Hun forklarer, at det skyldes at hun er lidt irriteret over at have så utrolig små tæer, men på den anden side også synes at hendes fødder er meget søde.

Hun bruger meget tid på at på at pleje sine fødder og give dem fodbad med forskellige badesalte og pedicure. For hende er det en ’afslapningsting’. Hun bruger mest sine fødder til at gå og elsker at gå i sandaler. Det går hun i nærmest hver dag. I dag er hun ked af lige at have mistet sine yndlingssandaler.

Diana prøvede for et halvt år siden at miste en negl på en vandretur i Seoul i Sydkorea. Hun fortæller:

’Vandreturen var en god oplevelse... på trods af at der lige var et freak accident... (griner)... Det vil jeg nok altid huske, når jeg kigger ned på min lilletå...’

Studietidens hyggegade

Diana er en garvet gæst i Griffenfeldsgade. Hun er særligt kommet meget i gaden, mens hun studerede. Mest sammen med venner for at få drinks og slappe af.

’

Jeg har bare sådan lidt grineren på over éns lilletå. Den er sådan udstødt og nok det mest halve, der nogensinde er skabt på éns krop.’

Simone har mange sjove anskuelser omkring fødder. Udover at synes at lilletåen er mærkelig, siger Simone også: ’En fod er sådan en af de mere elefantagtige ting, man har på sin krop. Jeg kan bare huske, at min mor hun tog meget fodbad og sad altid sådan og filede hård hud af og brugte skalpel og virkelig skar noget af sin fod af…’

Simone har faktisk også tænkt en over sine fødder og snakket om fødder med sin mor, da de fornyeligt var på storbyferie sammen. Hun fortæller:

’Min mor havde skridttæller på hele tiden og kunne fortælle, hvor langt vi havde gået, og jeg tænkte bare sådan ’Tænk engang vores fødder har båret os al den vej. Hold da op at de gider at bære rundt på én. TAK for mine fødder.’

På ferien havde Simone en anden fod-relateret oplevelse hun siger: ’Min mor og jeg vi sad en morgen og så at vi har helt ens fødder. Så tog vi et billede af dem sammen, fordi min mor syntes, det var så sjovt at vores fødder ligner hinanden.’

Simone forklarer, at de begge har små og pæne fødder, og at de er nemt at være glad for sine fødder, når man bruger størrelse 37. Til det siger hun:

’Det er sjovt, for man kan jo altid putte køn ind over alting, men det er jo bare så tydeligt især med fødder, at kvinder skal have sådan en lille spinkel, fordi der er dét der med størrelsen… (griner)’

Selv tænker hun ikke så meget over sine fødder. Hun siger: ’Jeg har det som om de bare er ligesom min arm… Jeg tænker mest på mine fødder, hvis jeg sådan har sure tær.’

Hun tænker dog over at gøre dem pænere og går derfor altid med neglelak, hvilket hun siger har en lidt dårlige effekt på neglene, som bliver lidt gule. Derudover er hun meget glad for at forkæle sine fødder. Hun siger:

‘Dine fødder er jo altid bare sådan helt trætte, og de vil bare gerne ned i noget fodbad, og det er bare så nice at tage fodbad, og det gør man bare aldrig nok.’

Simone elsker at få fodmassage og er ikke bange for at sige ‘Massér mine fødder!’ til sine venner. Hun tilføjer: ’Jeg vil også gerne massere dine fødder…Det er en sindssyg go ting at få fodmassage, WOW.’

Julie fortæller at hendes store kompleks over hendes egne fødder startede, da hun som 13-årig læste en artikel i Vi Unge, omkring hvad drenge mest var frastødt af ved piger. Der husker hun, at én fyr havde skrevet, han bare ikke kunne tage pigetæer. Dette startede Julies ubekvemme forhold til sine egne fødder. Hun siger:

’Fuck, jeg har haft så mange komplekser over mine fødder, at det ikke er så rart at være i svømmehallen… Det fylder meget, men mindre end det har gjort.’

Hun kan generelt ikke lide at gå i bare tær, men siger, at det måske er forbundet med, at hun er en bypige. Hun ikke lide at røre ved sine egne fødder, selvom hun godt kan lide at give andre fodmassage, hvilket hun selv anser for lidt tragisk.

Hun mener til dels at hendes dårlige forhold til sine fødder skyldes størrelsen og formen. Hun fortæller:

´Min far er platfodet og det har jeg MEGET arvet… Den der sådan ekstremt flade ekstremt brede fod, altså som virkelig bare er sådan Big Foot på mange punkter. Jeg bruger 40-41 og det har altså ikke altid været let. Der er bare aldrig sko til én før man kommer over i en anden afdeling… (griner).’

Hendes anstrengte forhold til fødder er dog blevet bedre, og hun mener at det at få taget sit fod-portræt bestemt er et tegn på bedring. Der er da også tidpunkter, hvor hun er tæt på sine fødder. Hun fortæller:

’Jeg plejer mine fødder, men kun når jeg ved, at jeg har de tre timer, det nu tager at ligesom få dem klar til sommeren. Det bliver lidt damebladsagtigt. Dét kan jeg godt lide, så er jeg sammen med mine fødder ja. Men det er stadig en proces, altså det er det.’